Israelske kampfly angriber igen mål på Gazastriben

Det israelske luftvåben angreb lørdag aften igen mål på Gazastriben som reaktion på beskydninger fra området, der kontrolleres af Hamas-bevægelsen.

Et kampfly beskød tre skjulte raketaffyringsanlæg i den centrale del af Gazastriben, fortæller en talsmand for den israelske hær.

De seneste to uger er 23 raketter ifølge militærets oplysninger sendt ind over Israel. Fem af disse ramte ned lørdag aften.

Øjenvidner siger, at en af raketterne ramte en fabrik i byen Sderot i den sydlige del af Israel. Høje flammer kunne ses stige op fra bygningerne, forlyder det. Tre personer blev lettere såret og bragt til et hospital.

Før solopgang lørdag angreb israelske kampfly fire mål på Gazastriben. Ligeledes som reaktion på granataffyringer. Der er ingen meldinger om dræbte som følge af de israelske luftangreb.

Siden tre israelske teenagere 13. juni forsvandt på Vestbredden, er spændingerne i området og på Gazastriben taget til.

For en uge siden dræbte israelske soldater ifølge kilder i det palæstinensiske hospitalsvæsen to palæstinensiske mænd på Vestbredden under eftersøgningen af de tre unge israelere.

Israel har sagt, at man både ønsker at finde de forsvundne teenagere, og at man samtidig går efter at svække Hamas, som mistænkes for at stå bag bortførelserne.

Hamas har ifølge Reuters hverken be- eller afkræftet, at bevægelsen er involveret i de unges forsvinden. Palæstinensernes selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har beskyldt bortførerne for at ville "ødelægge" palæstinenserne.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV