ISS-aktien får forrygende debut på fondsbørsen

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

Pilen har kun peget én vej for ISS, der torsdag har haft første dag på den københavnske fondsbørs. Debuten er samtidig et gensyn med børsen, efter at ISS har været fraværende i ni år.

Servicegigantens aktie startede torsdagen med en udbudspris på 160 kroner. Dagen igennem har aktien hevet sig opad, sådan at den ved børslukning er endt i 182,5 kroner - svarende til en stigning på 14 procent.

Og det er en forrygende start på børsen, som ISS kan se tilbage på, lyder det fra Søren Løntoft Hansen, ISS-analytiker hos Sydbank.

Han mener, at børsdebuten meget godt afspejler, at ejerne bag ISS, de to kapitalfonde EQT Partners og Goldman Sachs Capital Partners, faktisk har udbudt selskabet med en rabat.

- Man har anerkendt, at det er de nye aktionærer, som skal være med til at rejse de otte milliarder kroner, der skal bruges til at nedsætte ISS' store gæld, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau.

- Det har man givet en rabat på, og det er også baggrunden for, at der har været stor interesse omkring ISS, og at man har givet de nye aktionærer en god førsteoplevelse med ISS-aktien.

Med en udbudskurs på 160 kroner gav det samtidig selskabet en værdi på 29,6 milliarder kroner.

Og efter første dag blandt de andre børsnoterede selskaber vurderer analytikeren fra Sydbank, at der på sigt kan være mere i vente hos klassens nye dreng.

- Baseret på min værdiansættelse af ISS-aktien ser jeg mulighed for, at den kan ende med at gå op svarende til en markedsværdi på omkring 37 milliarder kroner.

- Det vil så svare til en aktiekurs på omtrent 200 kroner, lyder det fra Søren Løntoft Hansen.

Børsnoteringen af servicegiganten er samtidig den største danske børsnotering, siden TeleDanmark - det nuværende TDC - kom på børsen tilbage i 1994.

/ritzau/