ISS har potentialet til at blive folkeaktie

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

ISS er parat til at gå på børsen. I første omgang vil der blive sat aktier til salg for omkring otte milliarder kroner

Servicekoncernen skønnes at være 40-50 milliarder kroner værd, så det svarer til, at 15-20 procent af selskabet sælges på børsen, hvor private og professionelle investorer kan få en bid af ISS.

Og ISS, der i dag har hovedkontor i København, kan gå hen og blive en børsdarling. Det vurderer Per Hansen, der er aktieanalytiker hos investeringsbanken Nordnet.

- Det kan ske, hvis ISS er i stand til at få et fortsat solidt geografisk fingeraftryk i Danmark - og ikke mindst, hvis man er i stand til at stille investorerne både udbytte i udsigt og leve op til det, siger Per Hansen til Ritzau.

Tidligere har eksempelvis Vestas været en folkeaktie, som menigmand har investeret i. Og det er en rolle, som ISS sagtens kunne passe ind i:

- Er det vigtigt for ISS at få sine aktier spredt ud på en lang række private investorer, så er det vigtigt at fokusere på danskheden og det danske præg, selvom ISS har langt hovedparten af sin omsætningen udenfor landets grænser, siger aktieanalytikeren.

- Og det er for øvrigt noget, man deler med de andre store danske børsnoterede selskaber. De er også verdensberømte i Danmark - men har hovedparten af deres forretning udenfor landets grænser, siger han.

ISS blev taget af fondsbørsen tilbage i 2005, da de to kapitalfonde EQT og Goldman Sachs købte selskabet. Siden har det været forsøgt flere gange at få koncernen tilbage på børsen - dog uden held.

- Den her gang er jeg sikker på, det lykkes. Man er gået mere ydmygt til værks end tidligere, siger Per Hansen.

- Og formår man at stille investorerne udbytte i udsigt samtidig med det geografiske og synlige fingeraftryk, så tror jeg, at man kan blive en kandidat til at være et aktiemæssigt fælleseje, siger Per Hansen.

/ritzau/