ISS med markedsværdi på 29,6 milliarder

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

Servicegiganten ISS går på fondsbørsen med en udbudskurs på 160 kroner per aktie. Det giver en markedsværdi på 29,6 milliarder kroner, oplyser selskabet.

ISS udbød aktien i prisintervallet 140-175 kroner, og den endelige udbudskurs landede altså på 160 kroner.

Cirka 19.500 nye investorer har fået tildelt aktier i ISS, og omkring 10 procent af aktierne er tildelt private investorer, mens 90 procent er gået til danske og udenlandske institutionelle investorer.

Topchef Jeff Gravenhorst er tilfreds med forløbet.

- Jeg er utrolig stolt af og tilfreds med, at ISS kan meddele en meget vellykket prisfastsættelse for børsnoteringen, og jeg er glad for, at så mange investorer har valgt at investere i ISS.

- Jeg vil gerne takke vores nye aktionærer, både i Danmark og internationalt, for den interesse og støtte, de har vist os, siger han i en pressemeddelelse.

- Sammen med mine 533.543 kollegaer, som har bidraget til at skabe grundlaget for vores succes, byder jeg dem velkommen til ISS. Vi vil fortsat have fuldt fokus på at gennemføre vores ambitiøse planer, og vi glæder os til dette nye kapitel i ISS’ historie, siger Jeff Gravenhorst.

ISS har tidligere meldt ud, at koncernen venter at hente otte milliarder i bruttoprovenu på otte milliarder kroner. Pengene fra børsnoteringen skal blandt andet bruges til at skære af nettogælden. Ved udgangen af 2013 var den på 22,7 milliarder kroner.

ISS prøvede at gå på fondsbørsen senest i 2011, men panik på de internationale finansmarkeder gjorde, at ISS lagde planerne i mølposen.

Servicegiganten har tidligere været noteret på fondsbørsen, men blev i 2005 opkøbt af de to kapitalfonde EQT Partners og Goldman Sachs Capital Partners, der valgte at afnotere selskabet.

ISS er repræsenteret i store dele af verden med sin lange række af services, blandt andet rengøring, pasning og vedligehold af ejendomme og vagt-ordninger.

/ritzau/