It-branchen kræver national cyber-nødplan

Danske myndigheder og centrale virksomheder bør have et nødberedskab for, hvad de vil gøre, hvis de udsættes for et cyber-angreb, der kan lægge vitale samfundsinstitutioner som elforsyningen, den finansielle sektor, vandværkerne eller telefonselskaberne ned.

IT-Branchen, der er organisation for landets it-virksomheder og telebranchen, opfordrer til, at der oprettes en plan B hos alle vitale aktører, skriver Jyllands-Posten.

- Når vores samfund er så digitaliseret, som det er, er vi nødt til at have helt konkrete planer for, hvad vi gør, hvis eller når hele eller dele af vores samfund bliver lammet af et cyberangreb.

- Vi har i Danmark de seneste uger og måneder oplevet, hvor alvorligt det kan blive, hvis vi ikke tager truslen seriøst. Derfor er det nødvendigt med en plan B, siger Morten Bangsgaard, direktør i IT-Branchen, til Jyllands-Posten.

Tidligere på året blev NemID lagt ned i flere timer, da en gruppe med et simpelt angreb slog til. Også PET, KL og et ministerium har været under angreb, skriver avisen.

Forslaget indebærer, at politikerne sætter penge af. Både hos Venstre og Socialdemokraterne er der opbakning til ønsket om en digital plan B.

- Den digitale udvikling er gået så stærkt i de senere år, at vi har fået et efterslæb, og et angreb kan få katastrofale konsekvenser.

- En plan B skal være klar der, hvor risikoen er størst, og konsekvenserne er mest omfattende, siger it-ordfører Trine Bramsen (S) til avisen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip