IT-Branchen vil have national plan for cybersikkerhed

Skrevet af admin

22/09/2014

Mest læste i dag

Flere danske virksomheder er med sikkerhed blevet udspioneret af fremmede superhackere i løbet af de seneste år. Ifølge DR Nyheder har blandt andet enzymvirksomheden Novozymes været udsat for et målrettet hackerangreb udført af hackere på vegne af en fremmede stat.

Det får nu IT-Branchen til at opfordre politikerne til at sætte fart på en national indsats for it-sikkerheden i danske virksomheder.

Interesseorganisationen har længe efterspurgt en overordnet national plan for cybersikkerhed i Danmark. Og nu er behovet akut.

- Der mangler målrettede initiativer, der kan styrke sikkerheden i hele erhvervslivet. Hidtil har indsatsen været snævert rettet mod nogle enkelte store virksomheder og leverandører af digital infrastruktur, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & Kommunikation i IT-Branchen.

- Men hele erhvervslivet er i skudlinjen. Det må politikerne hurtigst muligt reagere på, siger hun.

IT-Branchen opfordrer derfor til, at der nu bliver taget initiativ til at få skabt fælles sikkerhedsniveauer, som danske virksomheder kan bruge til at sikre sig i forhold til.

- Ikke alle virksomheder har brug for samme sikkerhedsniveau. Hvilke forholdsregler man bør tage, afhænger af hvilke data man som virksomheder ligger inde med, siger Mette Lundberg.

- Der skal defineres nogle niveauer, virksomheder kan sigte efter, og de skal have konkret hjælp til at komme på det rette sikkerhedsniveau, siger direktøren for Politik & Kommunikation i IT-Branchen.

IT-Branchen har udarbejdet et koncept for sikkerhedsniveauer baseret på internationale standarder, som IT-Branchen nu vil drøfte med regeringen og interessenter på området.

/ritzau/