IT-branchen vil have national strategi for cyberangreb

Statsrevisorerne finder det foruroligende, at de statslige virksomheder Statens It, Digitaliseringsstyrelsen, Klima-, Energi- og Bygningsministeriets departement og Energistyrelsen alle har utilstrækkelig beskyttelse mod hackerangreb.

Det får nu IT-branchen til at råbe vagt i gevær.

»Det er overraskende, at IT-sikkerheden i staten ifølge Rigsrevisionen ikke er bedre til at modstå hackerangreb. Der er behov for øjeblikkelig handling, så vi kan få gennemført en national plan for Danmarks IT-sikkerhed,« lyder det fra administrerende direktør i IT-Branchen, Morten Bangsgaard, i en pressemeddelelse.

Han fremhæver, at IT-branchen allerede i sommer efterspurgte en plan for en national indsats, der kan styrke IT-sikkerheden i Danmark.

»Den plan er nu mere aktuel end nogensinde, og nu kan vi ikke vente længere. Der skal turbo på det arbejde, som allerede er i gang,« siger Morten Bangsgaard, og tilføjer, at der både skal udarbejdes en national handlingsplan for IT-beskyttelse og laves en plan for, hvad der skal ske, når det går galt.

Rigsrevisionens anbefaling lyder, at alle statslige virksomheder skal forholde sig til risikoen for et hackerangreb, da dette ikke er tilfældet i dag.

Ifølge IT-Branchen er der et stort behov for at udvikle en model, som sikrer informationsdeling om IT-sikkerhed på tværs af offentlige myndigheder, IT-leverandører og private virksomheder, og som sikrer, at viden om sårbarheder og konkrete cyberangreb deles mellem berørte sikkerhedsansvarlige, uanset om de sidder i den offentlige eller private sektor.

»IT-sikkerhed kan være uoverskueligt for mange, og trusselsbilledet ændrer sig hele tiden. Derfor er det vigtigt i et samarbejde mellem stat, leverandører og virksomheder at finde løsninger, der er anvendelige i praksis,« lyder det fra Morten Bangsgaard.

Dagens Gossip

Dagens TV