IT-brøler: Alvorligt syge ventede 50 dage på undersøgelse på Vejle Sygehus

De skulle have været hasteindkaldt til undersøgelse på Vejle Sygehus i løbet af en dag eller to, men en gruppe patienter har i stedet ventet op til 50 dage på at blive undersøgt for blandt andet kræft.

Patienterne var alle blevet henvist af deres praktiserende læger til det nyoprettede Diagnostisk Center på Vejle Sygehus, blandt andet fordi der var mistanke om, at de havde kræft. Men der var fejl i centrets mailsystem, så 20 patienter var ikke blevet registreret og indkaldt til undersøgelse.

- Der er sket en fejl, som ikke må ske, og jeg beklager den meget. Der er tale om mennesker, der kan være alvorligt syge, og typisk ville de være blevet indkaldt inden for én eller to dage, men de har nu ventet længere, siger Niels Nørgaard Pedersen, der er administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt, som sygehuset i Vejle er en del af.

De patienter, der har ventet længst som følge af fejlen, har ventet 50 dage. 16 af de henviste patienter er kommet i behandling på centret af anden vej. De sidste fire nu bliver hasteindkaldt til undersøgelse i løbet af i dag eller i morgen.

IT-fejlen blev opdaget i sidste uge, da man faldt over en mailboks med 90 ulæste beskeder. 20 af dem var henvisninger fra praktiserende læger, som altså ikke var kommet videre i systemet.

Personalet havde ikke undret sig over de manglende henvisninger fra lægerne, da centret er nyt og derfor heller ikke så kendt. Og samtidig blev flere patienter i stedet henvist fra andre afdelinger.

Diagnostisk Center har endnu ikke det fulde overblik over, om ventetiden har haft konsekvenser for de patienter, som ikke er blevet undersøgt til tiden.

Region Syddanmarks IT-afdeling indfører nu en række sikkerhedsprocedurer, da fejlen ikke gentager sig.

Dagens Gossip