IT-fejl slører statens udgifter til private rådgivere

Et notat fra Moderniseringsstyrelsen, som Berlingske Nyhedsbureau har fået aktindsigt i, viser, at særligt Transportministeriets udgifter for 2012 ikke er registreret korrekt.

Det er et problem, fordi staten derfor ikke har et retvisende overblik over, hvor mange millioner kroner landets ministerier og styrelser bruger på private it- og managementkonsulenter. Det mener formand for statsrevisorerne Peder Larsen (SF).

»Vi må konkluderer, at der er for lidt opmærksomhed på det her område. Det er uhyre vigtigt, at man har et registreringssystem, som helt præcist måler, hvor mange penge der bliver brugt på eksterne konsulenter. Det må vi desværre erkende, ikke er tilfældet her. Det er i sidste ende Finansministeriets ansvar,« siger han.

Moderniseringsstyrelsen oplyser i en skriftlig kommentar, at »det ikke er muligt at estimere omfanget« af problemet.

»Det er naturligvis væsentligt, at de enkelte ministerier sikrer korrekt registrering af deres udgifter, men Moderniseringsstyrelsen har generelt ikke mulighed for at validere dette,« oplyser Moderniseringsstyrelsen.

Venstres statsrevisor Kristian Jensen kalder det et »alvorligt problem«, at der ikke er fuldstændig styr på, hvad skatteydernes penge går til.

»Hvis man ikke i Finansministeriet har et overblik, så skal man hurtigst muligt skaffe sig det overblik. Det er jo afgørende for de politiske beslutninger, der bliver truffet, at man ved, hvad penge går til,« siger han.

Et notat fra Transportministeriet, der har haft problemer med registreringer i SAP-systemet, viser, at ministeriet har købt it- og managementkonsulenter for mindst 150 millioner kroner i 2012. Men ifølge Transportministeriets egne oplysninger er særligt Banedanmark og Vejdirektoratets udgifter de sidste tre kvartaler af 2012 og første kvartal i 2013 slet ikke registreret.

En rundspørge blandt seks ministerier viser, at Forsvarsministeriet og Skatteministeriet anvender samme system. Forsvarsministeriet er på baggrund af de nye oplysninger derfor nu i gang med at undersøge systemet for lignende fejl.

Dagens Gossip