It-virksomheden CSC fyrer 400 ansatte i Danmark

Skrevet af admin

14/04/2015

Mest læste i dag

It-virksomheden CSC fyrer 400 ud af 1100 ansatte i Danmark, erfarer DR Nyheder. Dertil kommer 100 fyresedler til ansatte i Norge og Sverige, mens CSC samtidig vil ansætte 150 nye medarbejdere.

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil der i slutningen af maj blive sat navn på de medarbejdere, der mister deres job.

Hos CSC Danmark bekræfter administrerende direktør Jørgen Jakobsen, at der bliver færre CSC-ansatte i Norden fremover, fordi CSC tirsdag har startet en "global arbejdsstyrke transformation".

- Transformationen kan have en nettoeffekt på op til 350 stillinger i vores region - Danmark, Sverige, Norge, skriver han i en mail til Ritzau.

- Transformationsprogrammet kan tage op til 12 måneder i alt. CSC vil i den kommende periode fokusere på en dialog med medarbejderne og deres organisationer, lyder det fra direktøren.

Tillidsrepræsentanterne i CSC kalder situationen i virksomheden trist.

- Vi vil selvfølgelig prøve at forhandle antallet af fyringer ned og bedre vilkår for dem, der bliver ramt af fyringerne. Forhåbentlig kan frivillige aftrædelsesordninger og naturlig afgang hjælpe på det.

Det skriver CSC’s tillidsrepræsentanter for medlemmerne af fagforbundet HK/Privat, Lene Kjærgaard og Christian Davidsen, i en fælles udtalelse.

- Samtidig er det en underlig situation, at man vælger at afskedige medarbejdere for at hyre andre. Hvorfor ikke sørge for at efteruddanne de medarbejdere, som virksomheden allerede har, siger tillidsrepræsentanterne.

Fyringerne og forandringerne i arbejdsstyrken i CSC sker for at tilpasse virksomheden til markedets behov, lyder forklaringen fra CSC.

- Vores globale mål er at optimere vores arbejdsstyrke ved at tilpasse, remixing, omskoling, rekruttering og omstrukturering.

- Dette vil indebære nye udviklings- og uddannelsesinitiativer, nye talenter ansættes, nye onboarding programmer, nye forfremmelse og vækstmuligheder, siger Jørgen Jakobsen.

CSC Danmark er en af de største leverandører af it-services i Danmark og har både offentlige institutioner og private virksomheder som kunder.

Ifølge CSC's danske hjemmeside har virksomheden udviklet og driver it-systemer til alt fra borgernes indskrivning på hospitalerne til statens inddrivning af skat.

CSC's internationale hovedkvarter ligger i USA, og koncernen har 72.000 ansatte i mere end 70 lande.

/ritzau/