Italien giver grønt lys for homo-partnerskaber

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

Homoseksuelle i Italien kan indgå i registreret partnerskab, og heteroseksuelle par får ligeledes flere rettigheder.

Det er resultatet, efter Italiens parlament onsdag vedtog en omstridt lov, som har været flere år undervejs.

Italien er det sidste større land i Vesten, der nu officielt vil anerkende forhold mellem to personer af samme køn.

Loven er stødt på stor modstand fra især katolske kredse, som mener, at den går for vidt.

Omvendt mener homoseksuelle organisationer og aktivister ikke, at loven går langt nok, og den har fået kritik, fordi den stadig ikke giver homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle par.

De registrerede partnerskaber indebærer, at parrene blandt andet kan arve fra hinanden og få partnerens pensionsopsparing udbetalt i tilfælde af dennes død. Men som registrerede partnere kan man ikke eksempelvis adoptere sin partners barn.

"Dette er kun begyndelsen", stod der på bannere, som rettighedsorganisationer og aktivister viste frem uden for parlamentet.

- Der er stadig lang vej til fuld ligestilling, men det er et glimrende udgangspunkt, siger Gabriele Piazzoni, formand for organisationen Arcigay, der arbejder for rettigheder til LGBT-personer (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede, red.)

Den længe ventede og meget omdiskuterede lov hyldes som en milepæl for borgerrettighederne i Italien.

- I dag er en festdag, hvor Italien har taget et stort skridt fremad, sagde Italiens premierminister, Matteo Renzi, i et radiointerview efter den endelige afstemning i parlamentet.

Loven har været undervejs siden 2013, men er stødt på politisk modstand.

Renzi pressede parlamentet til at bakke op om loven ved at præsentere den i forbindelse en tillidsafstemning, hvor han var sikker på sit flertal.

Den manøvre forhindrede, at modstandere af loven kunne blokere eller fremlægge ændringsforslag i sidste øjeblik.

/ritzau/AFP