Italien pudser Serie A-topscorer på Uruguay ved VM

Italien har en potentielt sprængfarlig angrebsduo i front, når de firedobbelte verdensmestre klokken 18 i Natal møder Uruguay i en afgørende kamp om avancement fra gruppe D ved VM.

Mens Mario Balotelli fra AC Milan er startet inde i Italiens to første kampe ved fodboldslutrunden i Brasilien, så er den kommende Borussia Dortmund-spiller Ciro Immobile med i startformationen for første gang.

Angriberen scorede 22 gange for Torino i den forgangne sæson, hvilket gjorde ham til topscorer i Serie A.

Italiens landstræner, Cesare Prandelli, har foretaget fire ændringer i forhold til 0-1-fiaskoen mod Costa Rica, som har sat italienerne under pres.

Ud er røget Ignazio Abate, Thiago Motta, Antonio Candreva og Daniele De Rossi. Sidstnævnte er skadet, hvilket er et stort handicap for Italien.

De bliver, ud over Ciro Immobile, erstattet af Mattia De Sciglio, Leonardo Bonucci og Marco Verratti.

Bonuccis ankomst betyder, at Italien stiller med en efterhånden velkendt Juventus-trio i forsvaret, som desuden består af Andrea Barzagli og Giorgio Chiellini.

Uruguay stiller blandt andre med den frygtindgydende angrebsduo bestående af Luis Suarez og Edinson Cavani.

Både Italien og Uruguay har tre point efter to kampe i gruppe D, og et af holdene følger med Costa Rica til 1/8-finalerne.

Italien kan nøjes med uafgjort, fordi holdet har en bedre målscore end Uruguay.

/ritzau/

Dagens Gossip