Italienerne leder efter Mona Lisas skelet

Det skriver nbcnews.com.

Hendes gådefulde smil har optaget gæsterne på museet Louvre i Paris i årevis. Men hvem var Mona Lisa, som Leonardo da Vinci malede i starten af 1500-tallet?

Mange mener, at hun er Lisa Gherardini, hustruen til en italiensk handelsmand, der boede overfor da Vinci i Firenze. Det vil forskere nu forsøge at slå fast en gang for alle ved at finde Lisa Gherardinis jordiske rester og rekonstruere hendes ansigt ud fra hendes kranie.

De har fundet otte skeletter begravet i et gammelt kloster i Firenze, og et af dem skulle være den berømte Mona Lisa. Men man ved ikke hvilket.

Forskerne har udset sig tre, der passer på Lisa Gherardinis alder. De skal nu fastslå, hvem af dem, der er død i 1500-tallet.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Herefter vil forskerne sammenligne skelettets lig med Lisa Gherardinis sønner, hvis grave man kender.

Stemmer alt overens, vil de rekonstruere hendes ansigt virtuelt ved hjælp af kraniet.

Man mener, at Mona Lisas portræt blev bestilt i anledning af enten hendes anden søns fødsel eller for at fejre, at familien havde købt et hus i 1503.

Hvorfor hendes smil er så mystisk, er der mange teorier, der forsøger at forklare. Nogle mener, at hun skjuler dårlige tænder, andre at hun var lammet i dele af ansigtet. Andre igen gætter, at hun blot var en smule mellemfornøjet.

Dagens Gossip