Italiens kystvagt finder 700 flygtninge om bord på skib

Skrevet af admin

31/12/2014

Dagens topnyheder

Den italienske flåde har tirsdag taget kontrol over et skib med omkring 700 flygtninge om bord. Hovedparten af de sammenstuvede mennesker på skibet kommer fra Syrien. Kystvagten bordede fartøjet kort før, at det skulle til at anløb en havn i Italien.

Fragtskibet Blue Sky M, der er indregistreret i Moldova, befandt sig i nærheden af den græske ø Korfu, da det tirsdag udsendte nødsignal.

Nødsignalet blev først tolket som om, at der befandt sig bevæbnede personer på skibet, men det viste sig ikke at være tilfældet.

Efter en inspektion om bord oplyste den græske kystvagt, at fragtskibet ikke havde nogen tekniske problemer, og det var heller ikke i færd med transportere flygtninge ulovligt ind i Europa.

Derfor fik skibet lov til at sejle videre mod den italienske havneby Gallipoli. Kort før anløb blev fartøjet dog bordet af den italienske kystvagt, som opdagede de omkring 700 migranter, oplyser italienske medier.

De italienske myndigheder har i år registreret over 170.000 nordafrikanske migranter, som er flygtet til Italien via Middelhavet. Omkring halvdelen kommer fra Syrien og Eritrea. Alene hen over julen er omkring 2300 bådflygtninge blevet samlet op.

/ritzau/AFP