Italiens nye regeringsleder vinder tillidsafstemning

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

Italiens nye premierminister, Matteo Renzi, er kommet godt fra start efter bare få dage på posten.

Kort efter midnat vandt Renzi og hans koalitionsregering en tillidsafstemning i parlamentet i Rom. Dermed har han opbakning til det reformprogram, han mandag præsenterede for forsamlingen.

169 stemte for regeringens program mod 139 nej-stemmer.

Ifølge Renzi er der ikke er nogen undskyldninger for ikke at gribe ind over for alle dårligdomme i den kriseramte italienske økonomi.

- Hvis vi ikke tager udfordringerne op, vil det være min fejl som premierminister, sagde Renzi, der med sine 39 år er landets yngste regeringschef nogensinde.

Han ønsker at gennemføre hurtige reformer af skattesystemet, jobmarkedet og den offentlige administration.

Renzi sikrede sig magten, efter han i sidste uge udmanøvrerede premierminister Enrico Letta. De repræsenterer begge det moderat venstreorienterede Demokratiske Parti, og Letta tabte en afstemning i sit eget parti til Renzi.

Renzi, der sidste år blev leder af Det Demokratiske Parti, beskyldte Letta for ikke at have levet op til sine reformløfter under sit 10 måneder lange virke som premierminister.

Renzi blev taget i ed som premierminister lørdag. Han har tidligere være en populær borgmester i sin hjemby Firenze.

/ritzau/AFP