Italiens præsident maner til ro efter Berlusconi-dom

Det sker, efter at Italiens højesteret tidligere på aftenen stadfæstede en fængselsdom på fire år mod forhenværende premierminister Silvio Berlusconi for groft skattesvig gennem hans tv-koncern Mediaset.

»Landet har brug for ro og samhørighed til at besvare livsvigtige, institutionelle spørgsmål, der alt for længe har delt det (landet, red.) og gjort det ude af stand til at vedtage reformer,« siger præsident Napolitano ifølge Reuters.

Han tilføjer, at der denne gang har været en mere »respektfuld og rolig« atmosfære end ved tidligere retssager mod Berlusconi.

»Jeg tror, det her er positivt for alle,« siger Napolitano.

En amnestilov gør, at der bliver skåret tre år af Berlusconis fængselsstraf, fordi han er over 70 år. Det ene år skal han enten afsone i husarrest eller som samfundstjeneste.

Højesteretsdommerne kunne torsdag ikke nå til enighed om, hvorvidt den 76-årige tidligere premierminister skal have frataget sit politiske embede. Det skal nu afgøres i appelretten.

Fængselsdommen er den første definitive afgørelse imod ham, og den signalerer afslutningen på en æra for den skandaleombruste Berlusconi, der i flere årtier har domineret italiensk politik.

Dagens Gossip

Dagens TV