Italiens regering kollapser - kaos venter

Alle fem ministre fra Silvio Berlusconis parti, PDL, trækker sig fra den italienske premierminister Enirco Lettas koalitionsregering, oplyser en talsmand ifølge flere internationale medier.

Partiet trækker sig, fordi det finder Lettas ultimatum "uacceptabelt".

- Ultimatum fra premierministeren og hans Demokratiske Parti er uacceptabelt, siger Berlusconi i en erklæring lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed bliver Europas tredje største økonomi kastet ud i endnu en omgang politisk kaos.

Udmeldelsen af koalitionsregeringens vil højst sandsynligt resultere i enten nyvalg eller dannelsen af en ny koalition, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fredag skulle regeringen været blevet enig om flere forslag med henblik på at mindske budgetunderskuddet, men det lykkedes ikke Letta at få opbakning fra PDL.

Berlusconis parti har især udtrykt modstand mod loven om at øge momsen med ét procentpoint, og partiet har krævet forhøjelsen udsat til 2014.

I kølvandet på uenighederne sagde Letta fredag, at han ønsker en tillidsafstemning for at finde ud af, hvor koalitionsregeringen står.

- Jeg har ingen ønsker om at halte videre eller om konstant at blive udsat for trusler.

- Enten fortsætter vi arbejdet og sætter landet og folkets interesser først. Ellers afsluttes dette projekt nu, sagde Letta fredag.

Uden garanti for at regeringen overlever, er det umuligt for den at træffe beslutninger om nedskæringer for milliarder af euro, sagde han endvidere.

Berlusconis parti har tidligere truet med at trække sig fra regeringssamarbejdet, såfremt den tidligere premierminister mister sin plads i senatet i Rom.

Berlusconi er dømt for skattesvindel, og 4. oktober afgør en komité i nationalforsamlingen, om den 76-årige milliardær skal miste sin plads som følge af dommen.

Den store usikkerhed i forhold til regeringsgrundlaget har desuden gået på, hvorvidt premierminister Letta ville formå at begrænse den stigende utilfredshed inden for sit eget Demokratiske Parti.

Flere er utilfredse med at regere i en koalition, der ledes af blandt andre en dømt skattesvindler, Silvio Berlusconi.

Ritzau/AFP

 

Dagens Gossip