Italiensk dokumentar vandt Guldløven i Venedig

Den italienske film er ifølge nyhedsbureauet Reuters den første dokumentarfilm, der vinder Guldløven for den bedste film. Det skete lørdag, da filmfestivalen i Venedig løb af stablen for 70. gang.

Sacro GRA er den første italienske film i 15 år, der vinder hovedprisen ved verdens ældste filmfestival.

»Jeg vidste ikke, at det var 15 år siden, at en italiener vandt denne pris i Venedig,« sagde filmens instruktør Gianfranco Rosi efter prisoverrækkelsen.

Han kaldte det »en utrolig stor ære« og et gennembrud for dokumentarfilmgenren.

Sacro GRA er et hverdagsdrama, der dykker ned i en række personers liv langs ringvejen omkring Rom. I filmen møder man blandt andet en paramediciner, en ålefisker og en botaniker, der passer palmerne langs ringvejen, og Gianfranco Rosi dedikerede prisen til karaktererne i filmen, der tillod ham »at komme ind i deres liv. Nogle af dem blev ufrivillige hovedpersoner uden at vide det«.

BNB

Dagens Gossip