Italiensk højesteret frikender Amanda Knox for drab

Italiens højesteret har igen frikendt amerikaneren Amanda Knox og hendes italienske ekskæreste for et drab på en britisk studerende - et drab de tidligere har været dømt for to gange.

Det sker, efter at den italienske domstol har behandlet en appelsag, der udspringer helt tilbage i 2007.

For seks år siden blev Amanda Knox sammen med sin daværende kæreste, Raffaele Sollecito, dømt for drabet på Knox' bofælle i Italien, Meredith Kercher. Drabet har trukket overskrifter på begge sider af Atlanten for detaljer om sexlege og brutalitet.

I 2011 blev de to dog frifundet ved en ankesag, hvorefter Knox rejste tilbage til USA.

Sidste år blev de så begge igen kendt skyldige, hvorefter de valgte at appellere dommen. Det er via denne appelsag, at de er blevet frifundet fredag.

En repræsentant for Amanda Knox siger, at han er "overvældet" over frifindelsen, og at "sandheden vandt i sidste ende".

Den i dag 27-årige Amanda Knox nåede at tilbringe fire år i fængsel, efter at hun og Sollecito første gang blev dømt for at have slået briten Meredith Kercher ihjel.

Kercher blev fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse i det hus, hun delte med Knox. Hun blev fundet med halsen skåret over, og der blev fundet i alt 47 knivstik på hendes krop.

En narkotikahandler, som var til stede i huset, hvor drabet skete, har siddet fængslet i en årrække i sagen, efter at han har givet mange modstridende forklaringer.

Anklagemyndigheden mener dog ikke, at han var alene om at begå forbrydelsen.

I en bog har Amanda Knox tidligere beskrevet sig selv som en naiv, ung kvinde, der blev snydt af et fremmed lands retssystem. Hun fortæller også om et liv med stoffer og sex som studerende i den italienske by Perugia.

Der er skrevet flere bøger og lavet film om drabet og det juridiske efterspil.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip