Italiensk legende skal fodre danske angribere i Indien

Skrevet af admin

28/08/2014

Mest læste i dag

De danske angribere Mads Junker og Morten Skoubo er draget på lidt af et eventyr i Indien, hvor de skal spille for Delhi Dynamos i den nystartede indiske liga, Indian Super League.

Eventyret bliver ikke mindre af, at de efter alt at dømme bliver holdkammerater med den italienske legende Alessandro Del Piero.

Ifølge nyhedsbureauet AFP bliver Del Piero præsenteret som Delhi Dynamos-spiller senere torsdag.

Den nu 39-årige italiener har markeret sig som en de største såkaldte 10'ere i europæisk fodbold gennem 20 år, og han kommer formentlig til at spille lige bag de danske angribere.

Del Piero spillede for Juventus fra 1993 til 2012 og har i de seneste to år tørnet ud for Sydney FC i Australien. Han var med til at gøre Italien til verdensmester i 2006.

Den indiske liga har haft succes med at tiltrække flere store navne. David Trezeguet, David James Fredrik Ljungberg, Luis Garcia, Louis Saha og Dwight Yorke skal også spille i Indian Superleague.

Ligaen afvikles fra 12. oktober til 20. december.

/ritzau/