Italiensk politi er i chok over matchfixingomfang

Skrevet af admin

12/06/2015

Dagens topnyheder

Italiensk fodbold er fyldt med råddenskab. Så klar er meldingen fra politichefen i Catanzaro, Rodolfo Ruperti, efter nye anholdelser i verserende sag om matchfixing.

Torsdag anholdt politiet 17 personer yderligere i forbindelse med efterforskningen af den matchfixingsag, der i maj førte til anholdelsen af 50 personer - heriblandt spillere, præsidenter og trænere fra lavere rangerede klubber i støvlelandet.

Og politichefen er rystet over, hvad efterforskningen har vist.

- Vi væmmes over den råddenskab, vi har fundet i fodbolden, lyder det fra Rodolfo Ruperti ifølge nyhedsbureauet DPA.

- Ud over aflytningen af de kriminelle forhold viste hvert eneste opkald, vi fandt, intet andet end fixede kampe, fortæller politichefen.

Matchfixingen har angiveligt fundet sted i lavere italienske fodboldrækker.

Ingen klubber eller folk fra Serie A - landets bedste række - er involveret i sagen, som det ser ud nu.

/ritzau/