Italiensk politi: Norges Mulla Krekar er leder af IS-gruppe

Skrevet af admin

12/11/2015

Dagens topnyheder

Den i Norge berygtede islamist, der er kendt som mullah Krekar, er torsdag blevet anholdt sammen med to andre personer i Norge, efter at der er fremkommet nye oplysninger om, at Krekar leder en ny terrororganisation med tilknytning til Islamisk Stat.

Oplysningerne kommer fra italiensk terrorpoliti efter en international politiaktion, hvor 17 personer er anholdt.

Ud over anholdelserne i Norge er der også anholdt folk i blandt andet Italien og Storbritannien.

Flere af de mistænkte har været i Irak og Syrien, hvor de har medvirket til Islamisk Stats kamp for et kalifat, hvor alle anderledes tænkende udsættes for voldelig undertrykkelse.

- Mullah Krekar er en ideolog, som forstår at få stor opmærksomhed fra irakiske kurdere i Tyskland, Schweiz og Finland, og som gennem sit netværk radikaliserer andre, siger chefen for det italienske antiterrorpoliti, Giuseppe Governale.

Organisationen, som mullah Krekar leder, betegnes som ny.

- Den internationale politiaktion er den vigtigste af sin art i Europa i 20 år, siger Governale.

Efterforskningen blev indledt, da italiensk politi fandt spor efter gruppen på internettet.

Mullah Krekar er en 59-årig kurdisk iraker, der egentlig hedder Najumuddin Faraj Ahmad. Han har boet i Norge siden 1991, efter at han kom til landet som kvoteflygtning. Hans kone og fire børn er norske statsborgere.

Krekar har siden 2003 flere gange været tæt på at blive udvist, da de norske myndigheder anser ham for at være en trussel mod den nationale sikkerhed. Norsk lovgivning forhindrer imidlertid, at den militante islamist udvises til Irak, hvor han risikerer dødsstraf.

Mullah Krekar blev for knap to uger siden ved retten i Oslo idømt halvandet års fængsel for at have truet en kurder med døden på DR's norske søsterkanal, NRK.

Fra 1991 til 2002 opbyggede og ledede han den islamistiske oprørsgruppe Ansar al-Islam i Irak og rejste mange gange til Mellemøsten, mens han havde flygtningestatus i Norge.

Krekar har siden december 2006 stået på FN's terrorliste. I 2012 blev han idømt to år og 10 måneders fængsel for trusler mod Norges nuværende statsminister, Erna Solberg, og tre kurdere.

/ritzau/NTB