Italiensk sportsvogn ræser frem på børsen i New York

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Ferrari-aktien fik en flot start på børsen i New York, hvor den kort efter børsens åbning steg over 15 procent til 60 dollar.

Frasalget er en del af ejeren Fiat Chryslers forsøg på at slippe af med en større gældsbyrde på næsten 11 milliarder euro.

Den italienske sportvognsproducent blev noteret til en introduktionspris på 52 dollar for en aktie.

Fiat Chrysler (FCA) har planlagt at sælge 17,2 millioner aktier.

Virksomheden sætter selv sin værdi til 9,8 milliarder dollar, men kun ni procent af aktierne vil blive udbudt i første omgang.

FCA vil udbyde yderligere aktier til januar næste år.

Piero Ferrari, der er næstformand i Ferraris bestyrelse og søn af stifteren Enzo Ferrari, beholder dog sine ti procent af aktierne.

Ferrari producerede 7250 biler sidste år, og bilproducenten omsatte for 2,8 milliarder euro. Selskabets resultat før skat lød på knap 400 millioner euro.

/ritzau/Reuters