Iversen snupper tredje DM på stribe: Det var fedt

Skrevet af admin

08/08/2014

Mest læste i dag

Tre på stribe blev det til for speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen, da han kørte DM-titlen hjem fredag aften i Fjeldsted. Det var tredje år i træk, at Iversen snuppede guldet.

- Det var fedt at vinde min tredje DM-titel i træk. Nu synes jeg, at det begynder at ligne lidt i historiebøgerne, siger Iversen.

Peter Kildemand pressede Iversen, men han måtte nøjes med DM-sølv, mens Bjarne Pedersen snuppede bronzen.

- Der var hård kamp hele vejen, og det var først helt til sidst, at det lykkedes. Så det var et hårdt løb, og der blev gået til den. Det er sådan noget, vi skal have, mener Iversen.

Hverken Nicki Pedersen, der har vundet syv DM-titler i karrieren, eller Kenneth Bjerre stillede op ved DM i år, så Iversen kunne ikke måle sig med to af de bedste rivaler. Og så alligevel lidt.

- Jeg synes, det er en rimelig stor triumf. Som jeg kunne se i historiebøgerne, så har Nicki kun vundet to titler i træk. Han har godt nok vundet seks-syv stykker, men han har kun vundet to i rap, og nu har jeg vundet tre i rap.

- Så jeg har gjort noget, som han ikke har, og det er jeg selvfølgelig stolt over, siger Iversen.

I sidste weekend var både Iversen, Nicki Pedersen og Peter Kildemand med til at vinde speedway-VM for hold, og ugen har også været fyldt med andre speedway-stævner.

- Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være lidt træt. Men jeg må hive mig op og så få kørt de heat, jeg skal. Så må jeg slappe af senere.

- Det er typisk på nuværende tidspunkt af sæsonen, for der har man haft travlt i lang tid, og så begynder man at kunne mærke det lidt. Men det er noget, jeg har prøvet før, og jeg ved, hvordan jeg skal håndtere det

- Der er stadig en masse VM-grandprixer at vinde, og der er et EM-stævne lørdag. Det hele er noget, som tæller. Og alt det, jeg stiller op i, det kører jeg for at vinde, understreger Iversen.

/ritzau/