Ivorianske fodboldstjerner fejler mod Guinea

Elfenbenskysten har på papiret det mest stjernespækkede fodboldhold ved Africa Cup of Nations i Ækvatorial Guinea, men det imponerede ikke undertippede Guinea, som tirsdag drillede favoritterne i gruppe D's åbningskamp.

Opgøret endte 1-1.

Det lignede ellers en overraskende sejr til Guinea, som førte 1-0 og i over en halv time var 11 mod 10 på banen, efter at Roma-angriberen Gervinho havde fået det røde kort for Elfenbenskysten.

De ivorianske favoritter var anført af Manchester Citys midtbanestjerne Yaya Toure, og i angrebet kunne Elfenbenskysten mønstre Wilfried Bony, der netop er skiftet fra Swansea til Manchester City, samt Gervinho og den tidligere Chelsea-spiller Salomon Kalou.

Spillerne fra Elfenbenskysten spillede generelt en skidt kamp i byen Malabo, og helt galt gik det, da Gervinho efter en lille times spil fik direkte rødt for at have slået en modspiller ned.

På det tidspunkt var Elfenbenskysten bagud 0-1, fordi Guinea i første halvlegs slutfase var kommet foran takket være et drøn fra Lille-angriberen Mohamed Yattara.

Den indskiftede angriber Seydou Doumbia fra CSKA Moskva fik dog udlignet til 1-1 for Elfenbenskysten med små 20 minutter igen.

Bony, der i kalenderåret 2014 var den mest scorende spiller i Premier League, leverede assisten til 1-1-målet. Men ellers spillede Bony en anonym og skuffende kamp.

Gruppens andre hold er Mali og Cameroun. De to mandskaber mødtes senere tirsdag, og det opgør endte også 1-1.

Superligaen var repræsenteret ved Randers-spilleren Adama Tamboura. Venstrebacken spillede hele kampen for Mali.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip