J. Ankersen med for at lære

Jakob Ankersen har taget Superligaen med storm i denne sæson. Fire mål og et hav af assist er det blevet til. Det gode spil resulterede i, at han i går blev udnævnt til månedens spiller i Superligaen.

Mandag er han så for første gang med landsholdet forud for de altafgørende kvalifikationskampe mod Italien og Malta. Men selvom han er en af de mest formstærke spillere i truppen, forventer han ikke at få spilletid i denne omgang:

- Jeg er med for at få noget erfaring. Jeg forventer ikke noget. Jeg glæder mig bare til at træne med de andre og lære af dem, siger Jakob Ankersen, der ikke selv er overrasket over det niveau, han har vist i Superligaen i denne sæson:

- Det har været undervejs i lang tid. Nu har jeg scoret lidt, og det betyder meget. Det giver noget selvtillid. Det har forplantet sig til mit spil i de de sidste måneder.

Med i landsholdstruppen er også Jakob Ankersens bror og medspiller i Esbjerg, Peter Ankersen. Ifølge Jakob Ankersen har de to fodboldbegavede brødre altid joket med, at det kunne være sjovt at danne en ren Ankersen-højreside på landsholdet:

- Det kunne være rigtig sjovt, men det bliver nok ikke denne gang. Forhåbentlig sker det en dag.

- Vi har altid snakket om at spille på landsholdet sammen, men aldrig på et seriøst plan. Det er først her inden for de sidste par måneder, vi virkelig har talt intensivt om det.

- Det er altid rart at være sammen med sin bror. Når man er lidt grøn i det, er det dejligt at have en at læne sig op af. Især når Peter har prøvet det et par gange før.

Danmarks næste kamp i VM-kvalifikationen er på fredag. Her er Italien modstanderen i en kamp, der skal vindes, hvis håbet om at komme med til VM skal bevares.

Dagens Gossip

Dagens TV