J-dag i fare efter stormens hærgen

Skrevet af admin

29/10/2013

Mest læste i dag

Stormen, der mandag raserede med op til orkanstyrke, kan få store konsekvenser for de mange tørstige danskere, der skal ud og nyde årets første julebryg på fredag.

Pakkelageret hos Carlsberg i Fredericia har fået knust flere tagruder som følge af den kraftige blæst. Det fortæller kommunikationsdirektør Jens Bekke til Ritzau.

- 10 pakkekraner, der kører rundt og plukker og samler varer til vores kunder, kan ikke finde ud af at orientere sig efter skaderne. Så vi har ikke kunnet pakke lastbilerne til de leverancer, der skulle have været ude i dag, siger han.

Carlsberg oplever i denne uge nogle af årets travleste dage, når julebryggen skal ud til kunderne på J-dag, der traditionen tro foregår den første fredag i november.

Tirsdag skulle i alt 49 fyldte lastbiler have forladt lagercentralen i Fredericia og være kørt ud til butikker og udskænkningssteder i Jylland og på Fyn. Men de kunne ikke blive pakket på grund af skaderne.

Jens Bekke oplyser, at centralen i Høje Taastrup, der leverer til kunder øst for Storebælt, ikke er ramt.

- Skaderne er i færd med at blive udbedret nu, og vi forventer, at kranerne kommer til at køre igen senere tirsdag. Vi har orienteret vores kunder om, at vi gør alt for at indhente det tabte, så alle får deres leverancer inden J-dag på fredag.

- Vi håber på at få de leverancer ud i morgen, som skulle have været kørt ud i dag, men det er jo en af de allerstørste dage, så det er lidt kritisk, siger Jens Bekke.

Spørgsmål: Får alle kunder leveret deres varer til J-dag inden fredag?

- Det håber vi på, men du får mig ikke til at sige 100 procent på nuværende tidspunkt. Det er store leverancer, der ligger og venter, og der er jo ikke mange dage til fredag, men vi sætter alle sejl for at hente det, siger Jens Bekke.

Chaufførerne holder planlægningsmøde tirsdag formiddag.

/ritzau/