Ja-partier atter på kollisionskurs om europaaftale

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

- Det er mit håb, at vi kan få lavet en aftale, inden vi går på sommerferie.

Sådan lød det optimistisk i foråret fra den daværende europaminister Nicolai Wammen (S) om udsigten til at samle Folketingets ja-partier bag en ny, stor europapolitisk aftale, der skulle supplere den hidtidige aftale fra 2008.

Men det håb er for længst blevet gjort til skamme. Og fredag står det klart, at ja-partierne nu heller ikke kan tage på juleferie med en aftale.

Efter ti minutters forsøg på at tegne de store linjer i EU-politikken måtte tilhængerne strække våben og gå hver til sit, og nu begynder parterne sågar at tvivle på, om aftalen overhovedet er inden for rækkevidde.

- Jeg kan da godt være i tvivl om, hvorvidt Venstre overhovedet ønsker en aftale – og det på trods af, at det var Venstre selv, der for et år siden foreslog det, lyder svadaen fra handels- og europaminister Nick Hækkerup (S).

- Venstre mødte op med korslagte arme og var slet ikke indstillet på at forhandle det, der var på dagsordenen, påpeger han.

Tidligere har det været spørgsmålet om en dato for folkeafstemning om to af de danske forbehold på rets- og forsvarsområdet, der har skilt parterne ad. Men nu er det især indsatsen mod velfærdsturisme, der udgør den gordiske knude.

- Jeg tror, at vi meget hurtigt kunne lave en aftale, men regeringen må først blive enig med sig selv, om man ønsker at tage spørgsmålet om velfærdsturisme alvorligt, og hvordan problematikken i givet fald skal håndteres, siger Venstre EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

- Regeringen har ikke en samlet EU-politik. De forskellige ministre kører i hver sin retning uden nogen form for koordination, siger han.

Handels- og europaministeren vil indkalde til et nyt møde med partierne i slutningen af januar.

/ritzau/