Jackie Chan: Min søn har knust mit hjerte

Far er ikke sur, far er skuffet.

Det er nogenlunde den besked, som Jackie Chan kommer med, efter hans søn Jaycee Chan blev fanget med omkring 100 gram cannabis i Beijing.

- Da jeg hørte det, var jeg rødglødende af raseri. I kraft af mit offentlige embede føler jeg en stor skam, og som far føler jeg skuffelse og sorg. Men den person, som er allermest ked af det, er hans mor. Jeg håber inderligt, at vores yngre generationer tager ved lære af Jaycees fejl og holder sig langt væk fra stofmisbrug, skriver den 60-årige kineser på sin hjemmeside JackieChan.com.

Og skuffelsen for veteranskuespilleren er ekstra stor, fordi han er kraftig fortaler for en nultolerance, når det kommer til euforiserende stoffer. I 2009 blev han sågar valgt som ambassadør for kampen imod stoffer i Kina.

Selv om han er skuffet, vil skuespilleren dog hjælpe ham med at komme ordentligt videre i livet.

- Han har gjort noget forkert, og han er selv ansvarlig for de konsekvenser, det vil få. Men jeg er hans far, og jeg vil altid hjælpe ham, skriver "Rush Hour"-stjernen.

Hvad konsekvenserne bliver for Jaycee Chan er ikke fastlagt endnu, men han risikerer at skulle i fængsel i op til tre år.

Newspaq

Dagens Gossip