Jackman ramt af kræft for fjerde gang

For fjerde gang har Hugh Jackman fået den frygtelige besked om, at han er ramt af hudkræft.

Den 47-årige Hollywood-stjerne postede for nylig et billede på Facebook af sig selv med et plaster på næsen og den triste besked:

- Et eksempel på, hvad der sker, når man ikke bruger solcreme. Basalcellekræft. Den mildeste form for cancer. Husk at bruge solcreme, og bliv undersøgt regelmæssigt, lød meldingen og opfordringen fra den folkekære skuespiller, der privat er gift og far til to.

"X-men"-stjernen har siden den første kræftdiagnose tilbage i november 2013 været meget åben omkring forløbet og på det kraftigste understreget vigtigheden af at bruge solcreme - noget, han ikke selv gjorde gennem sin barndom i Australien.

Senest den Oscar-nominerede filmstjerne fik den frygtelige diagnose var i oktober 2014, hvor han offentligt fortalte om sin store frygt for sygdommen, men sin samtidige optimisme for at blive helbredt igen.

- Det er den mindst alvorlige type hudkræft, men den skal selvfølgelig behandles med det samme, så den ikke spreder sig. Lad være med at gøre, som jeg gjorde som barn. Tro mig, I skal forebygge det, bruge solcreme og sørge for at blive tjekket ofte, sagde han til E! News.

Senere samme år fortalte han i et andet interview, hvordan han gik til tjek hver tredje måned, og at lægerne desværre havde meddelt ham, at han muligvis skulle opereres igen.

- Jeg er realistisk omkring fremtiden, og det er sandsynligt, at jeg skal have mange flere operationer. Det er ikke unormalt for en australier, der aldrig nogensinde fik fortalt vigtigheden af solcreme, sagde han til The Guardian.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse får 11.584 danskere hvert år konstateret samme type kræftform som Hugh Jackman.

Se Jackmans opslag her: https://www.facebook.com/HughJackman/photos/a.174754789253168.44275.1676...

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip