Jackson-læge taber appelsag

Han skal nok ikke regne med at få sin lægelicens tilbage lige foreløbig.

Den afdøde amerikanske popstjerne Michael Jacksons forhenværende livlæge Conrad Murray har nemlig tabt den appelsag, der ellers potentielt kunne have renset ham for alle anklager i sagen om Jacksons død i 2009. Det skriver BBC News.

Murray har faktisk allerede afstået sin dom på fire år, da han i oktober - efter to år - blev løsladt i henhold til et nyt regelsæt for god opførsel i den californiske lovgivning. Derfor drejer appelsagens sig primært om lægens forsøg på at få sin praksisret og sit omdømme renset.

I sagens 68 sider lange domsskrift efterlader appeldomstolen i Los Angeles ingen tvivl om deres syn på Murrays rolle.

- Michael Jackson var et sårbart offer, og Murray var i en tillidsposition, som han krænkede ved at overtræde retningslinjerne for professionel adfærd i en række forhold, skriver domstolen.

Der er heller ikke megen vaklen at spore i den lokale domstols opsummering af de konkrete handlinger, Conrad Murray foretog sig før popstjernens tidlige død.

- Murray gav en række farlige stoffer til Mr. Jackson uden at det passende medicinske udstyr, de nødvendige forholdsregler eller personale var på plads, står der i skriftet.

Domstolen slår desuden fast, at Murray begik en fejl ved at lade Michael Jackson være uden opsyn frem til dødstidspunktet.

Newspaq

Dagens Gossip