Jacobs: Tre årsager til Mellberg-køb

FCK's træner, Ariël Jacobs, taler varmt om klubbens nye forstærkning, den svenske forsvarslegende Olof Mellberg.

FC København skrev tidligere i dag under på en kontrakt med Olof Mellberg, der har 117 landskampe for Sverige på sit CV.

Han har repræsenteret storklubber som Aston Villa, Juventus og Olympiacos, inden han havnede i Villareal, hvor FCK nu har hentet ham fra på en fri transfer.

Netop Mellbergs solide erfaring vil hovedstadsklubben drage nytte af, siger Ariël Jacobs til klubbens egen hjemmeside. Klubben er automatisk kvalificeret til gruppespillet i Champions League, hvor svenskerens lederegenskaber bliver en vigtig faktor.

- Han kan bidrage med tre ting. For det første har han vist sin kvalitet i forskellige turneringer. For det andet har han stor erfaring. For det tredje kender jeg ham, for jeg har set ham i de sidste par sæsoner; han er en leder på banen og udenfor banen. Det er en vigtig kvalitet på et hold, og det er noget, en træner sætter pris på, siger Jacobs.

Han beskriver Mellberg som en boldsikker og duelstærk midterforsvarer.

- Som midterforsvarer har han primært stærke kvaliteter i en-mod-en-situationer. Han organiserer også sit forsvar godt. Han er ikke den type, der driver bolden frem og scorer et mål, men fra forsvaret vil han gøre god brug af bolden. Og så vil det gavne resten af forsvaret at han har stærke lederkvaliteter, siger Ariël Jacobs.

Dagens Gossip