Jacobsen og Schwartz kan debutere mod Zlatan i finale

Skrevet af admin

01/08/2014

Mest læste i dag

Lars Jacobsen og Ronnie Schwartz kan indlede deres ophold i den franske klub Guingamp med noget af et brag.

De er udtaget til den trup, der lørdag spiller den franske Super Cup-finale mod det suveræne mesterhold Paris Saint-Germain.

Pariserne tæller en lang række verdensstjerner med svenske Zlatan Ibrahimovic i spidsen.

Jacobsen og Schwartz er skiftet fra henholdsvis FC København og Randers inden denne sæson, og Guingamps pokaltriumf i sidste sæson har banet vejen for, at de to danskere kan få officiel debut i en kamp med en pokal på spil.

Også den tidligere FC Midtjylland-målmand Jonas Lössl er skiftet til klubben inden sæsonen, men en skade forhindrer ham i at være en del af lørdagens trup.

Den franske Super Cup-finale har turneret mellem forskellige verdensdele siden 2009. Lørdagens finale spilles i Beijing i Kina.

Den bedste franske liga begynder i næste weekend.

/ritzau/