Jæger fandt 39-årig død mand på mark

Den døde mand, som en jæger forleden opdagede på en mark ved Kolding, er onsdag blevet identificeret.

Det er blevet bekræftet, at der er tale om den 39-årige Jonas Birgisson, som politiet tidligere har efterlyst offentligt.

- Familien er underrettet, siger politikommissær Poul Steffensen fra lokalpolitiet i Kolding.

Liget blev fundet søndag eftermiddag på en mark sydvest for Kolding.

Jonas Birgisson, der boede i Kolding, blev meldt savnet midt i februar, og han havde forladt sit hjem uden penge, telefon eller papirer.

- Der ligger ikke nogen forbrydelse bag, understreger politikommissæren om den 39-åriges død.

Manden havde ikke nogen større omgangskreds, og politiet opsøgte sygehuse og forsorgshjem i forsøget på at finde ham.

/ritzau/

Dagens Gossip