»Jagten« er Danmarks Oscar-kandidat

Først til februar bliver det offentliggjort, om  »Jagten« er med i det endelige opløb.

»Når en Oscar-komité kigger på mulighederne, kigger vi på, hvilken film der har nogle kvaliteter, som vi tror på, at Akademiet vil interessere sig for. Det er ikke nødvendigvis en kåring af årets bedste danske film, men hvem vi tror, der har de bedste muligheder i Oscar-sammenhænge,« siger direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen.

Thomas Vinterberg er lykkelig for Det Danske Filminstituts beslutning.

»Det er mig en stor ære, at komitéen, der indstiller den danske deltager, har valgt, at »Jagten« skal repræsentere Dannebrog i konkurrencen om en Oscar-nominering. Holdet og jeg er i det hele taget utroligt stolte af den fantastiske modtagelse, filmen har fået både i Danmark og ude i hele verden. Krydser mine fingrer for resten af forløbet,« siger Thomas Vinterberg.

Henrik Bo Nielsen kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om chancerne for en dansk Oscar-nominering i sidste ende, når Academy of Motion Picture Arts and Sciences skal udvælge de endelige film til kategorien. 

»Det er altid svært, for jeg har ikke set alle de andre film. Men vi er overbeviste om, at chancerne er pæne. Der er ikke på forhånd én film, der har trukket opmærksomheden, ligesom »Amour« gjorde sidste år. Men »Jagten« er en af de bedst anmeldte udenlandske film i amerikanske medier i rigtig lang tid, og det vil i sig selv være med til at løfte interessen,« siger Henrik Bo Nielsen.

Filmen gjorde sig desuden bemærket, da den blev vist i Cannes i 2012, hvor Mads Mikkelsen modtog Guldpalmen for bedste skuespiller for denne film.

»Jagten« havde dansk premiere den 13. januar i år. Filmen er blandt de tre bedst sælgende danske spillefilm i biograferne de seneste fem år. Sidste år blev Nicolaj Arcels film »En Kongelig Affære« udvalgt, og var også med i det endelige opløb, men titlen gik til den østrigske film »Amour«. For tre år siden var der dog dansk sejr under uddelingen, hvor Susanne Bier gik hele vejen og tog statuetten for bedste udenlandske film med »Hævnen«.

Dagens Gossip

Dagens TV