Jakob Poulsen er ønskespilleren i FC Midtjylland

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

I toppen af Superligaen har FC København varslet oprustning i et forsøg på at indhente førerholdet FC Midtjylland, der har seks point ned til københavnerne.

Selv om midtjyderne er klar til at kæmpe med de spillere, som er til rådighed, så har FCM-træner Glen Riddersholm også en drøm om, hvem der kunne forstærke truppen.

- Hvis muligheden var der, så vil Jakob Poulsen være mit førstevalg.

- Han er ønskespilleren for cheftræneren i FC Midtjylland. Lige nu har vi ikke pengene, men lad os se, hvad der sker, siger Riddersholm.

Jakob Poulsen spillede i FC Midtjylland fra 2010 til 2012, hvor han skiftede til den franske storklub Monaco. Netop kendskabet til spilleren betyder meget for Riddersholm.

- Han kender mig, jeg kender ham. Han kender de fleste af spillerne, de kender ham. Han passer perfekt ind i spillestilen på banen og som kulturbærer.

- Han er dedikeret, og han er et godt menneske med gode værdier og en god personlighed, der kan smitte af i et godt omklædningsrum.

- Og så har han jo en sindssyg skarp spilintelligens. Han kan tage tempo ud og ind i kampen, siger cheftræneren.

Jakob Poulsen hæver en pæn hyre i Monaco, og skulle det kun være muligt for midtjyderne at leje ham, så er det også interessant.

- Jeg så absolut helst, at han kom her over en længere årrække, men hvis vi kan leje ham i foråret, vil det være det næstbedste, mener Riddersholm.

På midtbanen mister FC Midtjylland Danny Olsen til AGF, mens altmuligmanden Jeppe Curth står til at ryge retur til AaB efter et lejeophold hos ulvene.

Ind er kommet klubbens tidligere stjernespiller nigerianske Oluwafemi Ajilore - bedre kendt som "Femi" - og han giver holdet andre muligheder.

- Femi giver os en lidt større taktisk fleksibilitet, der kan gøre, at vi kan vende vores trekant om på midten, så vi ligger med to defensive, hvor vi oftest har ligget med to løbestærke ottere foran den defensive.

- Der kan være kampe, hvor det er en fordel at ligge med to mere kontrollerende spillere, siger Riddersholm.

Træneren er fortrøstningsfuld, uanset om FCM henter forstærkning eller ej, og han påpeger, at man allerede nu har givet debut til syv unge spillere i sæsonen, hvoraf tre er U19-spillere.

/ritzau/