Jakob Poulsen vil vinde mesterskabet med FCM

Det var ikke svært for Jakob Poulsen at sige ja til det kontrakttilbud fra FC Midtjylland, som han blev præsenteret for tidligere på måneden.

Selv om han kunne have hævet en skattefri check hver måned i AS Monaco i halvandet år mere, så blev udsigten til den spilletid, han ikke kunne få i den franske liga, afgørende for valget af en returbillet til det midtjyske.

- Jeg har ikke kunnet sove de sidste nætter, fordi jeg har glædet mig til at kunne komme ud at spille igen. Den følelse af at være en del af noget, glæder jeg mig rigtigt meget til at få igen. Det er det, jeg brænder for.

- Selvfølgelig kommer jeg til at gå ned i løn, men det tager vi med, siger Poulsen.

Han vender tilbage til heden, som han forlod i sommeren 2012, med to klare mål for øje:

- Jeg har to ambitioner, jeg gerne vil have indfriet, inden jeg stopper. Jeg vil gerne vinde et mesterskab, og jeg vil gerne spille Champions League. Det har jeg endnu ikke prøvet, og det er der mulighed for her, siger han.

Og timingen kunne ikke være meget bedre. Han kommer tilbage til klubben på et tidspunkt, hvor holdet ligger nummer et, og hvor man bortset fra Danny Olsen og Jeppe Curth har formået at holde sammen på holdet.

- Der er stadig mange tilbage fra dengang, jeg var her senest, og defensivt er vi blevet bedre som hold. Det er vel også det, der gør, at vi ligger, hvor vi gør, siger Poulsen.

Han har bundet sig til FCM de næste fire et halvt år, og dermed kan det blive svært for den 30-årige midtbanespiller at komme til udlandet igen.

- Det er nok lukket, men det gør mig ikke noget. Jeg er glad for den kontrakt, jeg har fået, for det giver mig ro på den front.

- Hvis der kommer et tilbud, så er det sikkert super attraktivt, og så kigger man selvfølgelig på det, men det er ikke en af mine drømme længere, siger Poulsen, der heller ikke tænker ret meget på landsholdet lige nu.

- Det kommer, hvis det kommer. Hvis det ikke sker, græder jeg ikke mig selv i søvn hver aften, siger den tidligere Esbjerg- og AGF-spiller.

FC Midtjylland træner hjemme i Ikast frem til 3. februar, hvor truppen rejser på træningslejr til Portugal.

Her vil trænere og spillere blandt andet sætte sig sammen og formulere en målsætning for den kommende halvsæson.

/ritzau/

Dagens Gossip