Jaloux mand fængslet for kokain og skydevåben

Voldsom jalousi har torsdag kostet en 25-årig mand en dom på et år og tre måneders fængsel.

Tidligt om morgenen den 29. juni smadrede han et vindue i et rækkehus i Albertslund vest for København, hvor han vækkede en 27-årig mand, som fik stukket en ladt pistol i ansigtet.

Aftenen før havde han været til fest med sin kæreste. Men til festen kom de op at skændes og tog hjem.

Her fortsatte skænderierne imidlertid, og det endte med, at kæresten forlod lejligheden.

Den 25-årige mand var overbevist om, at hun var taget over til manden i rækkehuset og tog over til ham med en skarpladt pistol. Men hans kæreste var der ikke, og han måtte gå med uforrettet sag efter at have truet manden.

Kort efter fik en politipatrulje øje på den 25-årige, der sad i et busskur, og han blev anholdt uden yderligere dramatik.

Torsdag faldt domme så ved Retten i Glostrup.

Den lød på et år og tre måneders fængsel for våbenbesiddelse, ulovlig indtrængen og trusler. Desuden blev han dømt for hærværk samt besiddelse af ulovlige dopingmidler og en smule kokain.

Han modtog straffen og blev overført til afsoning med det samme.

/ritzau/

Dagens Gossip