Jamaica kæmper med dopingmistanken

Dermed har Powell, der havde verdensrekorden på 100 meter, indtil Usain Bolt slettede den i 2008, og Simpson udsigt til minimum to års udelukkelse, når den jamaicanske anti-doping kommission JADCO har gennemført høringer med sprinterne. Med mindre man finder frem til en undskyldning for at lade dem slippe.

De er sammen med den tredobbelte OL-guldvinder Veronica Campbell-Brown, der også har testet positiv for et forbudt vanddrivende præparat, de mest kendte jamaicanske løbestjerner, der i løbet af denne sommer er gået i doping-fælden. Naturligvis har de alle benægtet, at de bevidst har taget ulovlige midler.

Det italienske politi har konfiskeret en masse kosttilskud i Ligano, hvor Powell og Simpson har haft deres europæiske base sammen deres canadiske træner Chris Xuereb, og der kan være en kriminalsag undervejs mod trioen, hvis italienerne finder grundlag for det.

Er løbestjernernes doping-sager bare enkeltstående tilfælde, der enten skyldes bevidst snyd eller uforsigtig brug af kosttilskud med tvivlsomt indhold? Eller er sagerne symptomer på et omfattende doping-misbrug på den carabiske ø med kun 2,7 mio. indbyggere, der gennem en årrække har domineret atletikkens sprintdistancer og i den grad stødt amerikanerne fra tronen?

Det er svært at afgøre, men det står klart, at Jamaica har et antidoping-system, som langt fra lever op til det niveau, der ellers findes andre steder. Og det er et problem, når man løber med så mange medaljer, at det vækker minder om dengang, da de østtyske kvinder pumpet op med anabolske steroider regerede atletikkens løbebaner.

Kritikken af det mangelfulde jamaicanske antidoping arbejde kommer indefra. Renee Anne Shirley, som tidligere var rådgiver for Jamaicas sportsminister og direktør for landets antidoping kommission (JADCO), har i en artikel i amerikanske Sports Illustrated afsløret, hvor mangelfuldt ø-statens antidoping-arbejde er.

Således blev der kun foretaget en (!) test udenfor konkurrence i de tre måneder forud for OL i London, hvor jamaicanerne igen dominerede løbebanerne på de korte distancer. I løbet af hele året blev kun foretaget 179 prøver på tværs af alle sportsgrene - såvel i konkurrencer som udenfor. Til sammenligning blev der i Danmark i 2012 gennemført 733 prøver i gruppen af elitesportsfolk.

Shirley var så frustreret over sine arbejdsvilkår, hvor hun blev modarbejdet af JADCO-bestyrelsesmedlemmerne og manglede midler til antidoping-arbejdet, at hun i februar forlod sin direktør-post. Indtil 2010, hvor formanden for verdens antidoping agenturet WADA, David Howman, kritiserede det, bestod JADCO-bestyrelsen i øvrigt af ledende figurer fra Jamaicas sportsorganisationer, så det var absolut ikke en uafhængig organisation.

Efter Shirleys afsløringer har WADA truet med, at hvis ikke JADCO får styr på tingene, vil man erklære, at Jamaica ikke lever op til de fælles antidoping-regler, og det kan få konsekvenser så som udelukkelse fra OL og VM i atletik.

JADCO har svaret tilbage med, at WADA i 2012 undersøgte forholdene på Jamaica og fandt dem tilfredsstillende.

- JADCO vil fortsætte samarbejdet med WADA for at forbedre sine systemer og er overbevist om, at jamaicanske atleter ikke risikerer at blive udelukket fra OL eller andre internationale begivenheder, lyder det i en udtalelse.

Imens forsøger Powells og Simpsons træner at fralægge sig ethvert ansvar for de dopede atleter.

- Jeg er ekstremt over, at de har valgt at give mig skylden for deres egne lovovertrædelser. Jeg har ikke givet forbudte eller ulovlige tilskud til Asafa Powell eller Sherone Simpson. Jeg anbefalede kun vitaminer, som var købt lovligt i respektable helsebutikker og fra respekterede mærker. Det er klart, at disse atleter tog tilskud, som jeg ikke kendte til.

Dagens Gossip