James Sampson efter danse-exit: Har det forfærdeligt

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Det var et tydeligt skuffet og berørt par, der fredag aften forlod Vild med dans.

Dommerne gav sangeren James Sampson og den erfarne danser Mie Moltke aftenens laveste point for deres slowfox, og seernes stemmer kunne ikke redde parret.

- Jeg har det forfærdeligt, siger James Sampson kort og med blanke øjne, da Ritzau Fokus møder ham efter programmet.

- Man kan jo sige, at det er dejligt at komme så langt, for det er det. Men det er bare lidt tamt at sige, for man vil jo også gerne videre, og så er det nogle vildt fede danse, der kommer i næste uge, supplerer partneren Mie Moltke.

Sidste fredag imponerede parret ellers dommerne med deres sensuelle rumba, der blev kåret til aftenens bedste dans, men denne uge blev det vendt på hovedet.

Igennem danseprogrammet har det været tydeligt, at den 44-årige sanger hurtigt fik styr på hofterne og rytmerne i latindansene, mens fodarbejdet flere gange haltede en smule, når der var standarddanse på programmet. Det blev også en dans i sidstnævnte kategori, der sendte James Sampson ud af konkurrencen.

- Det var vores sidste standarddans, så det er ærgerligt at ryge på den. Jeg synes, at jeg knokler røven ud af bukserne, og jeg har virkeligt forsøgt at gøre det så godt, som overhovedet muligt, siger sangeren, der har kæmpet med sine ankler, som han har haft brækket flere gange før han deltog i programmet.

Deltagelsen i det populære program har betydet meget for sangeren, der tidligere har vundet talentkonkurrencen "Stjerne for en aften".

- Jeg har fået mere mod, og jeg tør at kaste mig ud i helt nye ting. Derudover har jeg fået en bedre holdning, jeg har tabt mig, og jeg har fået en masse fede venner og bekendtskaber, siger han.

Der er blevet brugt mange timer i træningslokalet, og derfor har James Sampson og Mie Moltke lært hinanden godt at kende i løbet af programmet. Derfor er de heller ikke i tvivl om, at de kommer til at ses fremover.

- Vi kommer til at ses. Jeg kender jo James' kone og børn nu. Det er mange uger, vi har brugt sammen, så det gør vi, siger Mie Moltke.

Der er nu fire par tilbage i Vild med dans, og de kan alle opleves næste fredag klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS