Jan Leslie efter Tvis-klø: Sejrschancen er to procent

Skrevet af admin

03/05/2015

Dagens topnyheder

Den danske håndboldtræner Jan Leslie fik et ærgerligt gensyn med Danmark, da hans russiske hold, Rostov-Don, søndag var på besøg i Gråkjær Arena i Holstebro for at spille den første af to finalekampe mod Team Tvis Holstebro i EHF Cuppen.

Efter 12-12 ved pausen blev de nykårede russiske mestre kørt over i anden halvleg, og Team Tvis endte med at vinde 33-20.

- I anden halvleg faldt vi ned i et større og større hul, og det blev bare værre og værre, siger Jan Leslie.

- Jeg forsøgte at stoppe det med to forholdsvis hurtige timeouts, men det lykkedes ikke, og vi blev kørt midtover.

- Det var ikke godt i forhold til de samlede chancer for at vinde, og jeg vil gætte på, at chancerne er 98-2 i Team Tvis' favør. Det er unægteligt et svært udgangspunkt, vi har skabt for os selv, siger træneren.

Team Tvis Holstebro vandt tidligere i denne sæsons EHF Cup med 13 mål hjemme over franske Issy Paris for derefter at tabe med 12 mål i returkampen.

Jan Leslie vil også forsøge at få skabt en slags tro på, at miraklet kan ske i returkampen på lørdag i Rusland.

- Vi skal have noget tro på det, så vi kan skabe røre i andedammen på en eller anden måde.

- Men det er klart, at jeg havde ikke forventet at tabe denne kamp med 13 mål, jeg havde forventet en tæt kamp, siger Rostov-Don-træneren.

/ritzau/