Jan Magnussen: Kevin kan sætte Button på plads

Skrevet af admin

25/12/2013

Dagens topnyheder

Mange danske motorsportseksperter har udtalt, at den 21-årige Formel 1-debutant Kevin Magnussen kører fra sin McLaren-teamkammerat Jenson Button i 2014.

Farmand og tidligere Formel 1-kører, Jan Magnussen, tror det samme.

- Jeg tror også, at han kan slå Button. Men det er ikke en nem opgave at slå Button. Det er ikke noget, som han bare gør. Men når Kevin er på toppen og bedst, så er der ikke mange, som er bedre.

- Jeg tror og regner med, at han slår Button, og det er faktisk Kevins aller vigtigste opgave i 2014. Han skal slå Button mere, end Button slår ham, siger Jan Magnussen.

33-årige Button er ellers en erfaren herre i Formel 1. I 2009 blev briten verdensmester, og det skal man have respekt for, siger Jan Magnussen.

- Til at starte med skal Kevin være tæt nok på til at kunne slå Button. Jeg tror, at Kevin kan slå ham, og jeg tror, at det kan lade sig gøre ret hurtigt. Men Button er en erfaren herre, han er verdensmester, og Button ved godt, hvad der skal til.

- Jeg ved ikke, hvor meget han vil give Kevin af gode råd. De er et team, og McLaren skal køre om konstruktørernes VM, men det er kørernes VM, som er det vigtigste, lyder det fra Jan Magnussen.

Det bliver under alle omstændigheder vigtigt for Kevin Magnussen ikke at undervurdere Button.

- Min største fejl i Formel 1 var at undervurdere min teamkammerat. Samarbejdet mellem mig og Rubens Barrichello dengang var rigtig godt. Der var god information begge veje.

- Til at begynde med var det mest mig, der skulle have noget fra ham, fordi han havde al erfaring, og det bliver det samme for Kevin, fortæller Jan Magnussen.

Button har udtalt, at 2014-sæsonen kan være med til at definere Kevin Magnussens videre karriere - enten på den gode eller dårlige måde.

- Sådan er Formel 1. Du skal præstere. Sådan er det, og det ved Kevin. Jeg kan ikke spå om fremtiden, men Kevin er blevet valgt af McLaren, fordi de tror, at han er fremtiden for dem, og det er det, vi forholder os til, lyder det fra Jan Magnussen.

2014-sæsonen indledes 16. marts med det australske grand prix i Melbourne.

/ritzau/