Jan Monrad skrider fra Radikale Venstre i protest

Skrevet af Lotte Sørensen

04/06/2013

Dagens topnyheder

I halvandet år har komikeren Jan Monrad været medlem af Radikale Venstre. Men det er slut nu. Partiet stemmer nemlig ligesom Socialdemokraterne, SF, Venstre og Konservative for den nye offentlighedslov, der begrænser offentlighedens mulighed for aktindsigt i dokumenter, der bliver sendt mellem et ministerium og en styrelse. 

- Det her kan jeg ikke lægge navn til, siger Jan Monrad til Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Han mener, at det er forkert at begrænse borgernes mulighed for at kigge politikerne i kortene. Kritikere mener da også, at loven gør det sværere at afsløre magtmisbrug.

- Jeg synes, at det er min pligt som meningshaver- og danner i det her land at vise flaget. Det er min måde at sige til politikerne, at det her kan de ikke være bekendt, siger Jan Monrad.

Sammen med ca. 84.600 andre danskere har han deltaget i en underskriftsindsamling, som i går blev afleveret til justitsminister Morten Bødskov (S). Offentlighedsloven bliver efter al sandsynlighed vedtaget i dag.

Kun Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten stemmer i mod loven. Men de skal ikke forvente, at Jan Monrad melder sig under deres faner.

- Det her efterlader mig partiløs, sådan er det, siger han til Dagens.dk.