Jan Ø. efter exit: Det var op ad bakke hele vejen

Skrevet af admin

05/03/2014

Mest læste i dag

Sygdom og skader er ikke den mest optimale optakt til en stor turnering for en hvilken som helst sportsmand.

Og derfor nåede badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen aldrig længere end til første runde af All England-turneringen.

Her tabte aalborgenseren 8-21, 18-21 til sydkoreaneren Son Wan Ho uden rigtigt at være tæt på sejren.

- Jeg følte, at det var op ad bakke fra start. Jeg havde svært ved at finde rytmen og komme ind i kampen.

- Og det fortsatte i andet sæt, selv om jeg førte et stykke ad vejen. Men så begyndte jeg at tvivle, siger Jørgensen.

Han har kun trænet for fuld kraft i halvanden uge op til turneringen, og det var åbenbart ikke nok til at slå verdens nummer 13.

- Jeg har haft et skidt forløb op til turneringen med noget sygdom og et lår, der drillede. Jeg troede ikke, at det ville begrænse mig, men det gjorde det.

- Og så er han bare en hård mand at møde. Sidste år var jeg ikke seedet, og der fik jeg en bedre lodtrækning, siger danskeren, der er nummer fire på verdensranglisten.

Skal han holde den placering, kræver det bedre resultater i de kommende turneringer. Og der venter en mulighed allerede i næste uge, hvor der spilles Swiss Open.

- Jeg må hjem og se, om jeg kan få flere timer i benene, siger Jan Ø. Jørgensen, der ikke mærkede noget til det lår, der blandt andet tvang ham til at melde afbud til DM i sidste måned.

/ritzau/