Jan Ø. efter flot sejr: Jeg gjorde ham usikker

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

Femteseedede Jan Ø. Jørgensen var ikke overraskende tilfreds, da han evaluerede sin sikre sejr i anden runde ved Denmark Open i Odense.

Den danske badmintonspiller kom videre til kvartfinalerne med en sejr på 21-11, 21-15 over verdensranglistens nummer 13, Kashyap Parupalli.

Inderen blev holdt i et jerngreb og fik kun yderst sjældent sit spil til at fungere.

- Han blev meget usikker, siger Jan Ø. Jørgensen.

- Hans spillestil er bygget på, at han skal have succes med sit pres. Det fik han ikke på noget tidspunkt, og det gav godt på min selvtillidskonto og også på hans fejlkonto.

- Det er fedt at gøre, som jeg har gjort her. At spille på den måde i går og så stå derinde på den måde i dag, det var sgu fedt.

- Det er noget, jeg kan bruge til noget, siger Jan Ø. Jørgensen med henvisning til sin kamp i første runde.

Her var den 25-årige dansker stærkt utilfreds med sit spil i sejren i tre sæt over japaneren Takuma Ueda, der er nummer 14 i verden.

- Hvis man ser objektivt på spillet i går, så var det ikke godt. Men jeg slog stadig nummer 14 i verden, selvom jeg spillede ad helvede til. Det synes jeg er meget godt, siger Jan Ø. Jørgensen.

- Jeg kan heller ikke stå og sige, at jeg spillede ad helvede til, når jeg slår sådan en spiller.

- Der er også gode ting i det. Jeg synes, at det viser lidt, hvor jeg er på vej hen. Det er de rigtige ting, jeg har gang i, siger danskeren.

Jan Ø. Jørgensen skal i fredagens kvartfinale møde enten den topseedede Lee Chong Wei fra Malaysia eller danske Viktor Axelsen, der mødes senere torsdag.

- Det bliver skidefedt. Jeg glæder mig til i morgen, uanset om det bliver Lee Chong Wei eller Viktor. Det bliver kanon, siger danskeren.

/ritzau/