Jan Ø. efter fransk titel: Det er bare forløsning

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Forløsning og glæde. Det er to ord, der fylder meget for Jan Ø. Jørgensen, efter at han søndag vandt finalen ved French Open i Paris.

Den danske badmintonspiller sejrede 21-19, 23-21 over japaneren Kenichi Tago og vandt sin første Super Series-titel i tre år.

- Det er bare forløsning, det er vildt. Det er så fedt at have vundet igen. Jeg er simpelthen så glad, siger Jan Ø. Jørgensen.

- Det betyder rigtig meget, og det betyder, at de ting, jeg arbejder med, ikke er helt skæve.

- Det er rigtig fedt, og det var ikke noget, jeg lige havde regnet med. Det er sjældent, det sker, at man napper en af dem her. Så det er lidt overvældende, at det lykkes her, siger danskeren.

Finalen i Paris var uhyggeligt tæt, og den største føring i hele kampen havde Kenichi Tago ved stillingen 8-4 i første sæt.

- Det var fedt, det var pisse fedt. Det var intenst og spændende, og man nåede det hele igennem.

- Jeg spillede rigtig godt på de afgørende bolde. Jeg turde bruge hele banen og lave nogle drop- og clearslag, og det gjorde, at han overforcerede lidt i andet sæt, siger danskeren.

25-årige Jan Ø. Jørgensen vandt sin første og indtil i dag eneste Super Series-titel, da han for tre år siden sejrede ved Denmark Open i Odense.

Siden sejren ved den danske Super Series-turnering har han oplevet ting, også uden for banen, som har ændret hans liv.

I 2011 mistede Jan Ø. Jørgensen sin mor, og samme år måtte han trække sig fra Denmark Open med hjerteproblemer, der fik ham til at frygte for sit liv.

De oplevelser har sat sig i ham, og de har også været med til at forme ham som menneske.

- Jeg er blevet voksen, mere eller mindre. Jeg er stadig en knægt indeni, men jeg har fået nogle smæk, nogle gok i nødden. Det har været med til at gøre mig lidt stærkere på nogle punkter og lidt mere moden, siger Jan Ø. Jørgensen.

/ritzau/