Jan Ø. går ned efter flot kamp mod verdensetter

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Jan Ø. Jørgensen spillede sit måske bedste sæt i karrieren, men det rakte ikke til sejr over favoritten Lee Chong Wei i kvartfinalen ved Denmark Open.

Den 25-årige danske badmintonspiller fejede gulv med verdensranglistens nummer et i første sæt og var foran 18-17 i andet sæt, men i tredje sæt gik det helt galt.

Lee Chong Wei endte med at gå videre til semifinalerne med cifrene 8-21, 21-18, 21-5.

Efter en lang kvartfinaledag blev Lee Chong Wei og Jan Ø. Jørgensen klokken cirka 22.40 klappet ind i hallen til aftenens sidste kamp i Odense Stadionhal.

Kampen var fredagens nok mest imødesete set med publikums øjne, og begyndelsen lovede godt.

Fra stillingen 1-3 vandt Jan Ø. Jørgensen syv dueller på stribe. Det skete via en kombination af godt netspil og stor tålmodighed i presspillet.

Danskeren lignede en mand på en mission, da han foran 10-6 udspillede Lee Chong Wei med et diagonalt netdrop.

Jan Ø. Jørgensen tvang Lee Chong Wei til at begå fejl, mens danskeren scorede point på stribe med tålmodigt og veldisponeret offensivt spil.

Man sad og tænkte på, om den 25-årige nordjyde mon nogensinde havde været bedre, da han foran 20-8 pressede Lee Chong Wei til et krydsdrop ved nettet, som gik ud af banen.

Det kunne næsten ikke fortsætte, og det gjorde det heller ikke fra begyndelsen af andet sæt.

Lee Chong Wei kom tilsyneladende i tanke om, at han sammen med Kinas Lin Dan har været den altdominerende skikkelse i herresingle i de sidste 10 år.

Malaysieren bevægede sig bedre rundt på banen, og nu var det Jan Ø. Jørgensen, der lavede fejlene.

Danskeren virkede alligevel i balance, også da han blev overrasket af en svipserv og kom bagud 2-6.

Det så sort ud, da Lee Chong Wei bragte sig på 9-3, men fem dueller senere havde danskeren reduceret til 8-9 efter flot fight.

Et af Jan Ø. Jørgensens problemer i sættet var, at han havde svært ved at ramme baglinjen, så han gav en del point væk ved at hælde bolden ud af banen.

Det var med til at sikre Lee Chong Wei sættet.

I tredje sæt virkede Jan Ø. Jørgensen brændt ud efter to flotte sæt, og kampen endte som et antiklimaks, hvor dele af publikum udvandrede, før kampen var færdigspillet.

Danmark er repræsenteret i tre semifinaler lørdag.

Mathias Boe og Carsten Mogensen er med i herredouble, og i damedouble kan Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen håbe på en finaleplads.

Christinna Pedersen er også med i mixeddouble sammen med makkeren, Joachim Fischer.

/ritzau/