Jan Ø. inden All England: Jeg er min skade kvit

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

Danmarks bedste badmintonspiller, Jan Ø. Jørgensen, har efterhånden lagt den lårskade, der forhindrede ham i at forsvare sin DM-titel, bag sig. Han ser nu fortrøstningsfuldt frem mod All England, der spilles i starten af marts.

- Det står egentlig fint til. Jeg tog mine forholdsregler og meldte fra til DM for at komme helt ovenpå, og det har gjort mig rigtig godt.

- Det er gået hurtigt fremad dag for dag, så jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Som det ser ud nu, så er jeg skaden kvit, siger Jan Ø. Jørgensen.

Skaden opstod under en turnering i Malaysia og var et resultat af en længere periode uden egentlige pauser. Og danskeren har taget ved lære af forløbet.

- Jeg er opmærksom på, at den helst ikke skal komme igen. Den udsprang af noget overbelastning, da jeg har spillet mange turneringer og er kommet langt i disse.

- Der er rigtig mange turneringer i den kommende tid, så det handler om at holde tungen lige i munden og så sørge for at få taget nogle pauser, siger Jan Ø. Jørgensen, der i øjeblikket indtager fjerdepladsen på verdensranglisten.

All England spilles i Birmingham fra den 4. til den 9. marts.

/ritzau/