Jan Ø. Jørgensen efter kollaps: Filmen knækkede

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Blikket var stift rettet mod gulvet, øjnene udtryksløse og stemmen sagte, da Jan Ø. Jørgensen fredag tæt ved midnat stillede sig op i den såkaldte mixed-zone efter nederlaget til Lee Chong Wei ved Denmark Open.

Den danske badmintonspiller spillede sit livs nok bedste sæt i Odense Idrætshal, men gik helt ned i tredje sæt mod verdensetteren, der vandt kvartfinalen 8-21, 21-18, 21-5.

- Jeg er skuffet over, at jeg ikke fik det andet sæt, siger Jan Ø. Jørgensen.

Han ærgrede sig over en dommerkendelse, der gik ham imod mod slutningen af sættet.

Her førte han 18-17, før Lee Chong Wei fik hevet sættet hjem og gjorde klar til en ydmygelse i tredje sæt.

- Jeg brændte mig helt ud og gav alt, hvad jeg havde i to sæt. Jeg troede, at jeg havde lidt mere at skyde med i tredje sæt, men filmen knækkede, siger Jan Ø. Jørgensen.

Danskeren fik ellers publikum til at måbe, da han med sublimt spil sikrede sig første sæt.

- Jeg spillede mit livs første sæt, ingen tvivl om det, siger den femteseedede nordjyde.

- Andet sæt var faktisk ringe det meste af det, på nær den sidste del, hvor jeg fik hevet mig op. Jeg spiller altid gode kampe mod ham, og jeg ved, at jeg kan slå ham, siger Jan Ø. Jørgensen, der har en enkelt sejr i otte kampe mod den stærke malaysier.

Danmark er repræsenteret i tre semifinaler lørdag.

Mathias Boe og Carsten Mogensen er med i herredouble, og i damedouble kan Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen håbe på en finaleplads.

Christinna Pedersen er også med i mixeddouble sammen med makkeren, Joachim Fischer.

/ritzau/