Jan Ø. Jørgensen får flere prygl af verdens bedste

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

Endnu en gang viste overmagten sig for stor for badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen, da Danmarks bedste singlespiller lørdag morgen stod over for verdens bedste for anden dag i træk.

Hjemmebanehelten Lee Chong Wei er således klar til finalen i sæsonfinalen - Superseries Finals 2013, der spilles i Kuala Lumpur i Malaysia.

Lee Chong Wei vandt 21-14, 21-16 over danskeren.

De to mødtes også fredag i det indledende gruppespil i en lidt speciel kamp, idet begge spillere allerede inden kampen havde booket billet til semifinalen.

I fredagens opgør var danskeren særdeles godt med i kampen, og Jørgensen havde faktisk sætbold i både første og andet sæt, som dog begge tippede til verdensetteren Lee Chong Weis fordel.

Efter den kamp udtalte Lee Chong Wei, at han ikke havde spillet sig helt ud, eftersom begge var videre til semifinalen inden kampen. Han ville gemme kræfter til lørdagens semifinale, og han holdt ord.

Lodtrækningen ville det således, at det igen var Jan Ø. Jørgensen, der stod på den anden side af nettet, og i lørdagens kamp var klasseforskellen større end fredag.

I første sæt bragte favoritten sig foran 3-0, og midtvejs i sættet trak han for alvor fra til sikker 21-14-gevinst. I andet sæt gentog billedet sig.

Hurtigt blev det 3-0 til Wei, og da det også blev 11-3, var spændingen stort set væk. Jan Ø. Jørgensen kæmpede dog bravt for at nå op, men hullet var blevet for stort.

Danskeren nåede op på 16-18, men herefter kørte erfarne Wei sættet i hus med 21-16.

Jan Ø. Jørgensen har nu mødt Lee Chong Wei 10 gange, og det er blot blevet til en enkelt dansk sejr tilbage i 2009. De øvrige ni gange har Jørgensen tabt.

Danmarks damedouble med Christina Pedersen/Kamilla Rytter Juhl bookede tidligere lørdag billet til finalen med en sejr i to sæt over et sydkoreansk par.

Lørdag eftermiddag dansk tid er der to semifinaler mere med dansk deltagelse.

Herredoublen Mathias Boe/Carsten Mogensen møder Mohammad Ahsan/Hendra Setiawan fra Indonesien, mens Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen møder kineserne Xu Chen/Ma Jin i mixeddouble.

/ritzau/